Hvad vil vi med Blixen Klub Østerbro

Som den levende organisme vores Blixen Klub Østerbro er, er det vigtigt, at vi alle både bidrager og bliver hørt med ønsker, idéer og evt. kritik. Det er vores fælles engagement, der gør klubben til et rart sted at være – et sted vi glæder os til at komme hen.

Derfor havde bestyrelsen valgt at bruge vores møde d. 18. august til en snak med overskriften ”Hvad vil vi med Blixen Klub Østerbro”.

Det emmede af både engagement og meninger på mødet, hvor vi bl.a. drøftede følgende emner:

Hjemmesiden er overtaget af Susanne, som arbejder støt med den i håbet om at gøre den så levende og indbydende, som det nu lader sig gøre i den givne skabelon.

Der er bred enighed om, at hjemmesiden fungerer godt ligesom mailen.

Bestyrelsen minder om følgende:

Husk at meddele evt. adresseændringer mv. til mailen.

Husk at betale med mobile pay, hvis det er muligt, da det sparer os for det gebyr, som opkræves ved brug af betalingskort.

Bestyrelsen fremstår harmonisk, lader til at have et godt samarbejde og udfører et godt arbejde.

Vi bruger desværre mange penge på lokaler, og bestyrelsen undersøger løbende mulige alternativer til Kildevæld. Bestyrelsen undersøger ligeledes, om det er muligt at nedsætte beløbet til ”kaffepenge” i forbindelse med budgettet for 2026.

Bestyrelsen overvejer at henvende sig til politikerne på Østerbro og forsøge at lægge pres på dem for at få støtte. I første omgang er der rettet henvendelse til Østerbro Lokaludvalg.

Det undersøges, om Nabo Østerbro i Nyborggade kunne være en mulighed, og I må meget gerne alle melde ind med idéer.

Vi har en stærk og ansvarsfuld forplejningsgruppe, som gør et stort arbejde bl.a. ved at møde flere timer før mødet for at kunne nå at brygge kaffe til alle og stille borde og stole op. Det er derfor vigtigt, at alle medlemmerne hjælper med at rydde op efter mødet og sætte stole og borde på plads igen.

Arrangementer og foredragsholdere

Der er enighed om, at programmet har været fint varieret med stort set gode foredragsholdere.

Forslag til aktiviteter blev diskuteret, og flere foredrag ønskes, men vi skal hele tiden huske, at vi ikke er en foredragsklub, men et forum for samtale og netværk.

Det er en god idé med bordkort ind i mellem, så vi får talt med forskellige.

Udflugterne giver udfordringer, da der ofte er en øvre grænse for deltagerantal, hvilket kan afholde nogen fra at tilmelde sig, men samtidig skal der betales fuldt beløb uanset, hvor få eller mange, der kommer. Ofte er tilslutningen for lav i forhold til økonomien, måske fordi det er for langt væk eller for besværligt – eller slet og ret for dyrt.

Der er enighed om, at samtalesalonen som sådan kan være svær, men der er et stort ønske om mere interaktive arrangementer med efterfølgende debat/samtale.

Også arrangementer, hvor vi gør noget sammen som f.eks. dans, sang, tegning etc. kunne være en god idé.

 

 

Der er ikke angivet noget sted

Kontakt BKØ

Blixen Klub Østerbro benytter Kildevæld Kulturcenter som mødested.

Kildevæld Kulturcenter
Bellmansgade 3C
2100 København Ø

Kontakt til klubben kan ske på e-mailadressen: [email protected]